Nogle dage er mindet om dig

så stort

min krop må åbne sig

sprække fra top til bund

for at kunne indeholde dig

eller slippe dig igen

Nogle dage står du

som en gudinde

skinner som en sol

der brænder væk 

før mine hænder kan nå dig

brænder mine grædende øjne bort

Nogle dage har jeg en dæmrende erindring

om en drøm

En omfavnelse, et smil, en latter

Det umulige håb

At alle fejl

viskes bort af tiden

Nogle dage er flugten fra dette fængsel

en tørst

at vende sig bort

og gå

Som om intet var hændt

med dig i hånden

Nogle dage husker jeg

og ønsker at leve

døre kunne åbnes 

på ny

andre lukkes

Jeg kunne være andet end denne længsel

Jeg vender mine grene bort

og lader jorden fortære min frugt

Mine blade falder livløse

snart farveløse

Mine grene knager nøgne

dybt indeni

mærker splinterne fra barken ru

Græder rav

og lader min blomst forsvinde

i tavshed

Mine rødder er hjem for tusinde ord

der aldrig lader sig fortælle

Jeg kaster min krone mod jorden

Fældet

Solen skinner blåt igennem gaderne mens mennesker halser forbi 
En hund 
bjæffer 
vov 
vov 
vov 
Åh, at være en vovse. 
At række tunge ad alt
i glæde over en pind. 
At lade savlen dryppe af munden 
med udsigt til at spise en møgkat 
i ubekymret mordlyst. 
Gaden er et utæmmet mesterværk 
af duft og lyd. 
Busserne væser som uhyrer og æder de der stopper op. 
Jeg kan kun se ud 
over spidsen af min snude.
Følger snoren, der strækker sig om det næste hjørne. 
Aner solens konturløse skyggeskabninger
i modlys. 
Er det døden eller livet, 
der glammer i mit hovede? 
Halen mellem benene, 
pelsen på ryggen, 
ørerne på
spids.

Mine skrigende øjne

råber ind i dit ansigt

En galning

flaksende

vaklende

Vi har passeret den første grænse

Du er tre skridt foran 

åbne løgne 

og bristede drømme 

ud i nøgent land

Jeg bliver stående

et udgået æbletræ

hvis eneste frugt

er den ensformige overdøvende kurren

fra en disharmonisk due 

I bærer alle
med mærker fra jeres yndlingspestination
spejder kongesnog superhelt
I må
godt være her
hvor jeg er
musvit edderkop græs mellem tæ
I må
godt lade være
hvad jeg er
bog i låg i bog
I må
godt gøre her
dig og dig og dig
solstiger
nu er palads
uldenfor
Jeg må
hvor godt er

Genskabt

Blank
blank i kød
blank i marv

og sen
til dette tog
der forbandet kastede sig ud foran fremtiden

sølv blev til blank
sløv og bøjelig som tin
tin
smelter let
og vasker sig bort
i kød

i ord
er sølvet blankt
og den opstående sol
skinner over sølvpilens rejse mod dit hjerte
genskabt

Brækspand

Så kast jer da op i jeres egne blege brækspande, I mudderfisk, og se hvor let I synker!
Jeres evigheder af halve gentagelser af halvsomme søvnigheder redder jer ikke længere
Jeg skal flå jeres skællede ømskind til trevler i sagte sorg
Og de skal sprælle jamrende i den syrlige sprække mellem tand og tand
og udbores i sylende regn

Regnen fra jeres munde er forlist
I finder aldrig hjem
for hjem er borte i blæk og mudder
og mere bræk og bræk og bræk